Introduktion og brug af ferritkerner

Ferritkernen består hovedsagelig af tre metalelementer af jern (Fe), mangan (Mn) og zink (Zn) og kaldes almindeligvis manganzinkferrit. Den toroidale ferritkerne har en høj magnetisk effekt, fordi den ikke har noget luftgab og et ensartet tværsnitsareal.

Ferritmagnetiske ringe fås i en bred vifte af størrelser afhængigt af magnetringens materiale, og forskellige belægninger kan bruges til at forenkle vikling og øge nedbrydningsspændingen.

Ferritkernen er lavet af en tæt homogen keramisk struktur af et ikke-metallisk magnetisk materiale og har en lav tvangskraft, også kendt som en blød ferrit. Den består af en oxid eller carbonatforbindelse af jernoxid (Fe2O3) og en eller flere andre metaller (fx mangan, zink, nikkel, magnesium). Ferritmaterialet presses og sintres derefter ved en høj temperatur på 1300 ° C og til slutt forarbejdes til en færdig magnetisk kerne, der opfylder applikationskravene. Sammenlignet med andre typer magnetiske materialer har ferriten den fordel ved høj magnetisk permeabilitet. Og det har fordelene ved høj modstandsdygtighed og små virvelstrøm i et bredt frekvensområde. Disse materialegenskaber gør ferrit til et ideelt materiale til applikationer som højfrekvente transformatorer, bredbåndstransformatorer, indstillelige induktorer og andre højfrekvente kredsløb fra 10 kHz til 50 MHz.

Ferritkerner er tilgængelige i en lang række valg. Forskellige materialer og former kan vælges i henhold til forskellige magnetiske parametre. På grund af lave magnetiske tab ved høje frekvenser anvendes de i vid udstrækning i strømforsyninger til switch mode (SMPS), radiofrekvens (RF) transformatorer. Og induktorer. Ferritkerner af forskellige former og størrelser anvendes i induktorer, puls transformatorer, højfrekvente transformatorer og støjfiltre til højfrekvente strømforsyninger og højkvalitets kommunikationsmarkeder. Den mest karakteristiske for ferrit er høj permeabilitet, gode temperaturegenskaber og lav nedbrydningshastighed.

Forskellen mellem en nylonbelægning og en epoxycoating til en ferritkerne: Der er en lighed mellem de to. Nylonbelægningen er tykkere og kan modstå temperaturer op til 155oC. Epoxybelægningen er bedømt til 200oC. Nylonbelægninger anvendes typisk i OD (ydre diameterstørrelser) kerner i området fra 12,7 mm til 29 mm. Ekstremt store og ekstremt små kerner er epoxy-belagte. Nylonbelægninger og epoxybelægninger har en garanteret nedbrydningsspænding på 1000 volt mellem linjer; nylon har gode dæmpningsegenskaber og er ikke let opløselig. Begge belægninger har samme elektriske specifikationer.